blev første gang udgivet i 1795
I eventyret er indlagt Christian Rosenkreutz’s Kymiske bryllup, som er en slags åndeligt testamente fra senmiddelalderen. Dette bryllup er et ægteskab mellem det himmelske og det jordiske, mellem det objektive og det subjektive sind, mellem egoet og selvet.
Ynglingen møder guldkongen, sølvkongen og malmkongen og bliver af dem indsat som retmæssig efterfølger og han kan nu forene sig med den skønne Lilje. Foreningen mellem det mandlige og det kvindelige.
Da de 3 kongers herskermagt afsluttes synker den fjerde konge sammen. Forløsningsordene ’Tiden er inde’ er blevet sagt 3 gange. Med Ynglingen, som nu er konge, begynder en ny tidsalder hvor kunsten skal tage over fra den tidligere politiske, kirkelige og filosofiske magt.
Eventyret er også en lærerig fortælling om blandt andet værdien af det materielle, om det væsentlige, om ædelhed, om væddeløb med tiden
Der er meget vand i eventyret. Der er floden, som deler de to verdener, den jordiske og den kosmiske. Eventyret indledes med at der lige har været et kraftigt regnvejr og senere da templet begynder at løfte sig er det som et skib der glider ud af havnen og der er en fin regn. Konen har sine problemer med floden. Hendes må dyppe sin hånd deri, som pagt på at hun skylder 3 jordfrugte, som kæmpen har spist og hendes hånd bliver sort. Senere bader hun i floden og bliver som ny.
Goethe var frimurer. Vanddåben i indvielsesritualerne var her et udtryk for at være kommet til erkendelse af, at den materielle verden var gennemstrømmet af en åndelig kraft. Det var en omvendelsesdåb.
En central figur er Slangen, som bliver vækket af Lygtemændene og den spiser det guld de ryster af sig og bliver lysende. Den glider ind i kongegrotten og begiver sig videre til Liljens Have for til slut at ofre sig og bliver ved sit kærlighedsoffer til den smukkeste bro over floden, så mennesker og vogne uhindret kan bevæge sig til begge sider. Det fysiske plan og det kosmiske plan er forbundet. Slangens offer gør at mennesker nu uhindret kan kommunikere med hinanden. Samtalen, som en af hemmelighederne, bliver nu mulig.
Manden med lampen, som er bærer af den urgamle visdom, har nogle bemærkelsesværdige replikker. Han siger:
”om jeg kan hjælpe, ved jeg ikke; en enkelt hjælper ikke, men den, der i rette øjeblik forener sig med mange”.
Da det bliver midnat kigger han op på stjernerne og siger:
“Vi er samlede til en lykkelig time, enhver gør sit, enhver gør sin pligt, og en fælles lykke vil opløse de enkelte smerter i sig, ligesom en almen ulykke fortærer de enkelte glæder.”
Og alle begynder at hjælper hinanden. Ved fælles hjælp når de om natten over til det underjordiske tempel, som nu under megen forvirring og ståhej stiger til vejrs og bliver synlig på jorden. Da morgensolen bryder frem råber Manden med lampen at der er tre, som hersker på jorden. Visdommen og guldkongen rejser sig, skønheden og sølvkongen rejser sig, magten og malmkongen rejser sig. Visdom, skønhed og magt er rosenkreutzer bestræbelser Yndlingen bliver nu ført hen til kongerne og af malmkongen får han et svær, af sølvkongen et scepter og af guldkongen en egekransen. Han er nu den nye konge og kan forene sig med Liljen efter først at have bekendtgjort at den fjerde kraft er kærligheden. Og manden med lampen siger:
“Kærligheden hersker ikke, men den skaber, og det er mere.”
